Sony A9 er mit primære kamera, nok det vildeste kamera jeg har arbejdet med. Sammenlignet med et kamera som Nikon D4 så blegner D4, hvilket absolut ikke siger så lidt. D4 var et DSLR af aller bedste hylde. Ergonomisk var D4 i en helt anden liga, men så stopper det også. Ej måske batteri levetiden kan Sony heller ikke følge. Med denne indledning så står det meget klart at dette kamera har nogle store sko at fylde.

Sony A9 kom frem i 2017 og skabte chokbølger i markedet. Det var for det første Sony’s første egentlige professionelle mirrorless kamera, siden kom A1 der lige har lidt mere af det hele. For det andet var det bygget til primært at blive brugt uden den mekaniske lukker. Kameraet er udstyret med en 24MPix full frame stacked cmos sensor, der forkorter læse tiden på sensoren. Dette gør det muligt at anvende elektronisk lukker helt op til 1/32000sek og tage action billeder med den elektroniske lukker uden at billedet forvrænges. Ikke nok med det så er der ingen blackout i søgeren når et billede tages og op til 20 billeder per sekund op til 241 raw billeder – det var en ordentlig mundfuld i 2017! Og er det stadig. I vanlig Sony stil er der IBIS og et AF system på steorider. 693 phase detect AF punkter der dækker 90% af sensoren og den evalueres 60 gange i sekundet modsat andre modellers 30 gange. Det er det bedste AF system jeg har anvendt – punktum! Nikon D500 havde et vildt AF system, men den falder igennem her – vildt imponerede.

Ergonomien er ikke på højde med Nikon’s huse, men alligevel en del bedre en Sony A7II som jeg benytter som backup. Knapperne de er organiseret bedre, og venstre side er blevet udstyret med kontroller så man ikke skal rode så meget i den store menu. Det er et af de mest konfigurerbare kameraer jeg har haft i hånden – D500 kunne meget – men dette kamera er i en anden liga. Der mangler dog en lås på EV kompensations knappen, for den kommer man nemt til at flytte ved et uheld. Batteriet er af en helt anden støbning end A7 seriens små batterier. Grebet er lidt dybere, hvilket giver plads til et fysisk større batteri samt 2 SD kort slots. Dog er kun det ene af den hurtige type, så bruger man begge kort til backup så er det det langsomme kort der bestemmer hastigheden. Batteriet klarer nok i omegnen af 6-700 billeder, hvilket er ganske godt for et spejlløst kamera.

I praksis gør den store buffer at man sagtens kan leve med SD kort konfigurationen. Der er dog en enkelt træls ting – når den tømmer bufferen kan man ikke komme til menuen. I det tilfælde må man pænt vente til den er færdig med at skrive til kortet. Den helt lydløse elektroniske lukker gør at man ingen fornemmelse har af hvornår man udløser kameraet. Derfor har man lavet en visuel effekt i søgeren der lige blinker når man tager et billede. Man kan dog tænde for en elektronisk lukker lyd, der nok er en fordel i et studie hvor en model gerne vil vide når der tages billeder.

Den lydløse lukker er dog en velsignelse på steder hvor lyden forstyrrer. I naturen, Bryllupper og lignende – her er det skønt at kunne tage billeder uden at tiltrække opmærksomhed fra lukkeren. Jeg har dog opdaget at man automatisk tager flere billeder når der ingen lyd er på – tror det har noget at gøre med at man ikke får et klik hver gang som man gjorde i “gamle” dage. Den mekaniske lukker er begrænset til 5 billeder per sekund, men er reelt også kun beregnet til brug med flash, ellers er meningen man benytter den elektroniske.

AF systemet er et hybrid system med 693 phase detect punkter, og der fintunes med contrast detection når det er muligt. Det genkender ansigter og kan konfigureres til både mennesker og dyr. Det virker bedst på mennesker dog, samt større pattedyr. Jeg har aldrig prøvet AF-S – AF-C er så god så den kan man sagtens bruge hele tiden. Der er et joystick som man flytter fokus punktet med, hvilket fungerer så meget bedre end den måde man gør det på Sony A7II. Det er selvfølgelig også nødvendigt når man har kameraet vinklet med sport og action – der skal det gå stærkt. Motercyklerne på Ring Djurs er intet problem, AF klistrer sig nærmest til cyklerne. Uskarpe billeder her skyldes panning teknikken – ikke kameraet.

Høj iso er ikke det store problem. Jeg vil sige man får brugbare billeder op til 12800, og går man højere end det falder keeper raten, men det kan så absolut lade sig gøre. Det er dog vigtigt ikke at underexponere samt man skal ikke croppe i filerne i efterbehandlingen.

Billede kvaliteten er i top, og selvom det efterhånden har en del år på bagen så hænger det ret godt på endnu. Den elektroniske søger fungerer rigtigt godt, velopløst og god refresh rate. Det er med til at gøre brugen af dette kamera til en fornøjelse, især ved action prægede scener kommer kameraet til at vise sig fra den bedste side, da det er nemmere end aldrig før at komme hjem med fede skud. De 24Mpix er ikke ideelt til landskaber, men kan dog sagtens tage flotte landskabs billeder, blot de ikke skal printes alt for store.

Sony A9 er sidenhen blevet afløst af Sony A9 II, som i bund og grund er det samme kamera. Dog med et par velkomne forbedringer. Der er blande andet kommet lås på EV kompensations knappen. USB2 er skiftet ud med USB-C. Sensoren er basalt set den samme, den har måske fået en lille opdatering. Sidst men ikke mindst understøtter begge SD kort pladser nu de hurtige UHS-II kort. Og ellers er der sket små forbedringer hist og pist i firmwaren. Den generelle hastighed har fået et nøk opad. Skal man så opgradere, kunne man spørge sig selv. Det er der nok ikke noget entydigt svar på, men for mig personligt så gir det ikke mening. Den oprindelige A9 klare alt jeg ber den om, så behovet er der ikke. For en fuld tids professionel der lever af kameraet eller nogen som har brug for den ekstra hastighed så måske. Det må være op til den enkelte at vurdere. Personligt ville jeg nok heller købe et A9 mere istedet. Der er ingen tvivl om at A1 samt A9II har fået prisen på det oprindelige A9 ned i et leje hvor man får rigtigt meget for pengene.