Nikon D500 var da den kom ud en længe ventet afløser for det legendariske D300(s). Og som sin forgænger der var en mini D3, så er det vidst passende at kalde D500 for en mini D5. Så der er lagt i ovnen til endnu et legendarisk kamerahus.

Ergonomien er fantastisk. Kameraet ligger godt i hånden og knapperne finder du hvor de skal være på et Nikon. Sammenlignet med det gamle D300 så har bejteningen fået en modernisering, så den minder mere om de nuværende kameraer det sandsynligvis benyttes sammen med.

Designet fuldstændig magen til D850, bortset fra at DX formatet gør det en smule mindre.

Nøgle specifikationer:

  • 20.9Mpix Sensor, 1.5 crop factor.
  • 10 billeder per sekund i Ch tilstand.
  • 1-9 billeder per sekund i Cl tilstand.
  • 3 billeder per sekund i Qc (Stille continuert) tilstand.
  • ISO 100-51200, der kan udvides til 50 (Lo) og op til 1.638.400 (HI+5).
  • Video 4K op til 30fps og Full-HD op til 60 fps.
  • AF Sensor: 153 punkter (55 valgbare), 99 crosstype heraf 15 der virker til F/8, Stiller skapt ned til -4 ev.
  • Søgeren er 100% billedvisning, 1x forstørrelse med 50mm objektiv. Diopter -2 – + 1
  • Skærmen er en vippe skærm på 3.2″ LCD 2.359.000 punkter (XGA) med touch.
  • Der er et SD kort slot og et XQD kort slot.
  • Vægt 840g med kort og batteri.

Ergonomi

Kameraet ligger godt i mine forholdsvis store hænder. Det er ikke det letteste kamera men absolut heller ikke det tungeste. Knapperne sidder lige der hvor de skal være, og har man før skudt med Nikon så føler man sig øjeblikkelig dus med det meste. Joysticket til fokus er en god løsning der ligger lige under tommelfingeren. Og benytter man back button fokus så er den placering lige i skabet. Grebet har en god dybde, og sikrer et sikkert og behageligt greb om kameraet. Den vippebare skærm giver god mening på stativ eller tæt ved jorden hvor det er besværligt at bruge søgeren. Og så er baggrunds belysningen af knapperne intet mindre end genial.

Sensor

Den 20.9Mpix sensor er udvilket til D500 og senere brugt i D7500. Den leverer gode farver og håndterer høj ISO rigtigt flot. Ja det er en DX sensor og det ses på høj ISO. Men støjen er forholdsvis nem at håndterer og der bevares mange detaljer ved høj ISO. Det giver et godt udgangspunkt for støjreduktion. Det dynamiske område er rigtigt godt. Sensoren er isoinvariant, hvilket vil sige at man kan undereksponere op til 5 stop og så stadig få et brugbart billede i sit billedbehandlings program. Og resultatet skulle være det samme som ved at skrue op for ISO. Så skal man passe på højlyset så kan man undereksponere et stop og trække det frem senere. Sensoren har ingen Anti Aliassing filter, hvilket betyder at den er skarpere på pixel niveau, men har en lille risiko for moiré selvom det er yderst sjældent. Så jeg tager til enhver tid det ekstra skarphed som denne sensor tilbyder.


Nikon D500, Tamron 150-600mm@600mm, F/8, 1/1000s, ISO 320


Nikon D500, Tamron 150-600mm@600mm, F/8, 1/1000s, ISO 10.000

AF System

AF systemet er intet mindre end imponerende. Den er hurtig til at få initiel fokus, og så tracker den imponerende godt. AF sensoren er en DX udgave af den der benyttes i D5 og D850. Det kan ses, for den performer ganske imponerende. AF systemet følger pænt med til de 10 billeder per sekund, der ellers betyder at systemet har endnu kortere tid hvor spejlet er nede og det kan arbejde. Men det klares med bravour. Har man et D7100 eller D7200 og kigger efter noget der giver lidt flere skarpe billeder at vælge imellem så skal man gøre sig selv den tjeneste at prøve et D500. AF systemet gør hele forskellen og bufferen gør at der bare er endnu højere til loftet.


Nikon D500, Tamron 150-600mm@260mm, F/6.3, 1/1250s, ISO 560

Kameraet er udstyret med forskellige fokus tilstande, 3D tracking, D72 og D25 samt group af og single point. Single point er den jeg bruger mest, med et enkelt punkt aktivt. Men til flugle og andet der er svært at holde et punkt på der er Group-AF et godt valg. Og bevæger motivet sig lidt uforudsigeligt så prøv D25 af, her vil det valgte punkt støtte sig til de 25 omkring liggende punkter.

Andet

Skærmen bagpå er af god kvalitet og touch fungerer fint. Touch virker dog ikke i menuerne, men det fungerer grundlæggende godt. Den ekstra Fn2 knap i venstre hjørne er smart – endelig kan man rate billeder i kameraet. Det er en funktion Canon har haft i mange år og nu endelig har fundet vej til Nikon. Ellers er der store muligheder for bruger tilpasning af knapperne, så de passer til ens behov. Top displayet giver i vanlig stil et hurtigt overblik over instillingerne. Huset er bygget af magnesium alloy, forstærket med carbon og plastisk. Alle åbninger er forseglet mod regn og støv. Husk dog at objektiverne også skal være forseglet. Undladelsen af popup flash skal nok ses som et forsøg på at forsegle bedre i den prisramme kameraet er i. For mig er det ikke et stort problem den mangler, foretrækker en alm flash når jeg endelig bruger sådan en. Tilslutningerne i venstre side er i vanlig Nikon stil forseglet med små gummi døre.


Nikon D500, Nikkor 18-70mm@18mm, F11, 1/160s, ISO 100

Menu systemet er opbygget fuldstændig som andre Nikon huse, hvorfor ændre noget der virker godt og folk kender. Der er mulighed for at gemme/indlæse indstillinger til/fra et memory kort. Der er kommet en ny AF FineTune mulighed hvor man kan lade kameraet stå for justering, men der er delte meninger om hvor godt det virker. Man kan stadig gøre det manuelt via en Spyder Lens Cal. Der er indbygget Wifi, bluetooth og NFC så man kan koblet kameraet op til en mobil eller sin pc. Ikke noget jeg selv bruger men for nogen er det sikkert velkomment. Dog skal man være obs på at det forkorter batteri levetiden. Batteriet er det velkendte EN-EL15 som kendes fra andre entusiast/pro huse. Hvorfor ændre noget der virker. Der kan monteres et batterigreb MB-D17 som tillader et ekstra batteri samt giver et vertikalt greb til portrætter mv. Ellers kan man købe Nikon WR-11A fjernbetjenings systemet som kan styre kameraer og eller flash trådløst.

Billedekvalitet

Billedekvaliteten fejler bestemt ikke noget, noget af det bedste som DX systemet kan præstere. Der er ingen tvivl om potentialet er større ved FX formatet og at et kamera som D850 har bedre kvalitet i sine filer. Men prisen er jo så mere vægt, og man skal ha længere teler for at opnå det samme. Jo man kunne skyde D850 i crop mode og få ca de samme resultater men igen det er et tradeoff mellem vægt, pris og performance. Nikon D850 er ca. den dobbelte pris, hvilket jeg ikke kan retfærdiggøre til mit brug. Jeg skyder ikke så ofte landskaber, hvor FX virkeligt har nogle fordele. Og til portrætter der er D500 fint selvom man skal ha lidt større blænde åbning for at få baggrunden ud af fokus.


Nikon D500, Tamron 70-210mm@100mm, F/13, 1/160s, ISO 140

Jeg har taget en del billeder med DX formatet (D50, D80, D200, D90, D300(s), D3200, D7100, D7200 og nu D500) og har aldrig fået at vide at hvis nu bare det var taget med et FX kamera så havde det været bedre. Jeg har også skudt med forskellige FX modeller samt M43 formatet. Alle formater har sine fordele og ulemper. M43 vinder på lav vægt og kompakthed, men prisen betales når ISO stiger. FX kameraer giver det bedst tænkelige i kategorien normale kameraer (Dermed ser vi bort fra mellemformat og lign). DX lægger sig lunt i midten og er lidt mere kompakt og lidt lettere end fullframe (Med samme effektive rækkevidde). ISO er markant bedre end M43 systemet men ikke helt på højde med FX, prisen er lidt mere vægt end M43. Et DX kamera som D500 kombineret med kvalitets glas, så er man godt stillet til de allerfleste opgaver. Brugt markedet til Nikon er enormt, så der er super god tilgængelighed af prisfornuftige objektiver i god kvalitet.

Hvem er dette kamera til

Naturfotografen der fotograferer mindre dyr og fugle, der giver DX formatet bare en række fordele. Samtidigt med den høje billedfrekvens og fantastiske AF så får man masser af billeder at vælge imellem når man laver et burst af en situation. Og et burst kan vare en ret lang periode idet bufferen næsten er uendelig med QXD kort. Men også generelt andre former for action (Sport, Musik mv) der kommer det også til sin ret, og man kan i nogle tilfælde komme afsted med et mindre kit end de store FX systemer. Og ikke mindst prisskiltet er en smule lavere, især fordi der er en stor base af brugte objektiver der passer godt til DX systemet. Den robuste opbygning gør at det modstår alle udfordringer man kan kaste efter det.

Er man mere allround fotograf men alligevel er tiltrukket af DX formatet, så giv D7200 et seriøst kig, der med sine 24Mpix giver en anelse flere detaljer, men med lidt lavere ISO performance og lavere billedefrekvens. D7500 har samme sensor som D500, men samme AF som D7200, så det er en lidt billigere alternativ. Du får mere begrænset buffer, samt kun et SD kort hvilket især er et problem hvis man fotograferer komercielt. Alt i alt har DX formatet rigtigt meget at tilbyde – også ved andre mærker som Fuji, Canon og Sony.

Sammenholdt med D300(s)

Sammenholdt med D300s, som vel egentlig er det kamera det afløser. På forsiden er AF iluminatoren fjernet, som var mere til gene for motiverne end en hjælp. Mode knappen ved udløseren er flyttet over på venstre side i forbindelse med motor drev vælgeren, og giver nu plads til en ISO knap. Der udover er der kommet en record knap ved siden af udløseren. On off knappen har fået en ekstra position der oplyser top LCD samt knapperne bagpå. AF vælges nu på en knap midt i AF/MF vælgeren – som man holder inde og drejer på hjulene for at skifte AF tilstand samt AF mode. Det sad bag på D300 med en vippe kontakt. Der sidder nu på de nye huse en vælger som skifter liveview fra still billeder til video og i midten en knap til at starte live view. “I” knappen er ny, og giver en hurtig menu som kan tilpasses ens ønsker. Ellers er lysmålings omskiftere på D300 afløst af en knap ovenpå, kombineret med drejehjulene. AE-L/AF-L knappen er fjernet. Til venstre for displayet er der kommet en Fn2 knap ind, resten er som D300 med undtagelse af at +/- zoom er byttet om. Der er kommet et nyt joystick som ligger under tommelfingeren til udvælgelse af fokuspunkt. Ellers er der ingen popup flash som der var på D300 og den firkantede søger er skiftet ud med en rund søger som pro husene. Den er stor i forhold til DX og giver 1x forstørrelse med 50mm objektiv samt 100% billedvisning. Der er indbygget lameller til at lukke for lys når man tager langtids eksponering. Opløsningen er steget fra 12.3Mpix til 20.9Mpix og ISO området er steget fra 200-3200 til 100-51200 hvilket er noget af et spring. AF systemet er også moderniseret, på D300 havde man 51 punkter hvoraf 15 var crosstype – på D500 er der 153 punkter hvoraf 99 er crosstype. Man kan dog “kun” vælge mellem 55 punkter på D500, da de resterende fungerer som støtte punkter. D500 har også 2 kort pladser. D300 havde kun CF kort mens D300s også have et SD kort. Bufferen var ca 18 billeder på D300 og er næsten udtømmelig på D500 – det til trods for at den er gået fra 7 billeder per sekund op til 10 billeder per sekund.

Sammenholdt med et D810

Jeg kommer fra et D810, og derfor syns jeg det giver mening lige at sige et par ord omkring hvorfor jeg gik denne vej og hvordan transitionen har været. Hvorfor er egentlig fordi at jeg ofte skød mit D810 i 1.2 crop eller 1.5 crop mode for at få nok rækkevidde og så høj billedfrekvens som muligt. Men det betyder bare at ISO bliver meget begrænset, da D810 ikke rigtigt holder til at blive croppet ved høj ISO. Crop faktoren på D500 betyder at jeg få et billedeområde der svarer til 900mm med min 150-600mm optik. Det er en kæmpe fordel når man fotograferer dyr og fugle. Men også til sport og andet. Samtidigt bliver 200mm til 300mm billedeområde – hvilket passer godt til især sport. Brugen af de to huse er meget lig hinanden, dog vil jeg sige D500 med joysticket tager laurbærene med hjem. Det er heller ikke så tungt og normal objektivet kan man lige stoppe i lommen så man har et forholdsvis let setup til turen ud i vildnisset. Ændringen af billedformatet tænker jeg nærmest ikke over, har jo tidligere været vant til DX så det har ikke været et problem for mig. I nogle situationer kan det blive sværer at opnå den snævre dybdeskarphed man kan med FX, men omvendt så er det en smule lettere at tage billeder af grupper med den større dybdeskarphed DX formatet giver. Så alt i alt fordele og ulemper afhængigt af situationen. Men vil sige der er ikke noget man ikke kan fotografere med DX formatet, det er et spørgsmål om stil. Og så er jeg fuldstændig blæst bagover af at et billede taget med D500 på iso 20.000 er nemmere at støjbehandle og bruge end et billede fra D810 på ISO 12800 – jeg troede ganske enkelt ikke mine egne øjne. Så alt i alt passer D500 bedre til min stil end D810 gør og D850 for den sags skyld (Selvom den croppes til ca samme opløsning som D500). Nu skal det lige siges at D810 ikke er et dårligt kamera langt fra, med sine 36MPix er der masser af detaljer hvis man kommer tæt nok på. Uden at croppe skød jeg D810 op til ISO 8-10.000 og med lidt støjreduktion blev resultatet ganske godt. Men ved crop til DX format skulle man helst ikke over iso 2800-3000 før billederne var svære at arbejde med, primært derfor jeg skiftede.

Billeder fra Nikon D500

Close Menu