Sony A7II er mit backup/andet kamera som supplement til mit Sony A9. Ofte bruger jeg dette kamera med et standard objektiv, sammen med Sony A9 med en tele på. På den måde kan jeg hurtigt skifte mellem de to typer objektiver. Jeg købte kameraet for at se om Sony mirrorless var noget for mig. Det var det, så jeg er sidenhen gået igang med at skifte ud med Sony grej.
Sony A7 II er et full frame kamera, med gode iso egenskaber. Kameraet er spejlløs, men bruges med mekanisk lukker, i modsætning til Sony A9 der kører med elektronisk lukker. Kameraet føles rimelig solidt og er vejrforsejlet, men alligevel ikke så ergonomisk som de Nikon modeller jeg tidligere benyttede. Den væsentlige fordel er at det er ret let, og rimeligt lydsvagt.
Kameraet kom på markedet i 2014, så det har nogle år på bagen efterhånden, men det var et godt kamera da det kom frem og det er det stadig. Specielt AF har udviklet sig en del sidenhen, men de basale ting de er bundsolide og billede kvaliteten fejler ikke noget. Sensoren består af en 24MPix CMOS full frame sensor med IBIS (In Body Image Stabilization). Billedestabiliseringen var ret banebrydende i et full frame kamera, og har objektivet billedestabilisering så arbejder de to systemer sammen. Kameraet er ikke noget fart monster, med sine 5fps – men til det meste er det faktisk helt fint. Det er ikke kameraet til sport og action fotografi, det er autofokus’en ikke hurtig nok til. Men generelt et fornuftigt disponeret kamera, med de vigtige ting på plads. Batteriet er for lille – holder omkring 350 skud, men mindre hvis man er meget i menu systemet. Og så er nogle af knapperne lidt små.
Nu har jeg allerede talt lidt om AF, og hvad er det så der er med autofokus på dette kamera. Det er lang hen ad vejen ganske fint, men i dårlig belysning der forsvinder træfsikkerheden lidt ind og det kan ha svært ved at låse sig på emner med dårlig kontrast. AF systemet er bestykket med 117 phase-detect punkter samt 25 contrast detect punkter i midten. Følsomheden går ned til -1 EV hvilket er en del af problemet når lyset dæmpes. En andel del er at den måde hvor kameraet viser eksponeringen som den kommer til at se ud, virker ved at den blænder ned til den ønskede blænde. Det betyder at fokus på eksempelvis blænde 8 nærmest kræver direkte sollys når den er skarpest. Hvis man slår “Display Settings OFF” så virker AF betydeligt bedre, men så får man som bekendt ikke et exponerings preview – så det er lidt et kompromis. AF C tracking virker godt sammenlignet med andre mirrorless kameraer fra samme tid. Ikke på DSLR niveau og langt fra Sony A9 der jo er fænomenal. Objektivet har givetvis også lidt at sige, jeg har mest anvendt kit objektivet med dette kamerahus. Men formoder at jo større maksimum blændeåbning des bedre.
Når man tænder kameraet går der lige et øjeblik ind det er klar, op til et par sekunder. Og grundet batteriet skal man huske at slukke når man ikke bruger det. Koncerterne fotograferer jeg mest med AF sat til AF-C og så med Zone tæt på midten, med mindre kunstneren er i siden af framen – det giver den bedste træfsikkerhed. Og så tager jeg 3-5 billeder i små bursts – så er der næsten altid et der virker. Kameraet er udstyret med et SD kort slot, hvilket gør at det ikke kan anbefales som eneste kamera til et vigtigt shoot. Som second body kan det gå da man så i det mindste har billederne fra det andet hus.
Billedestabiliseringen er ganske god og man lægger nærmest ikke mærke til den, det virker bare. Man skal dog tænke sig om, for er der bevægelse i billedet så skal der stadig benyttes en hurtig lukkertid. Den virker på 5 akser: X, Y, Roll, Pitch og Yaw. Hvis man benytter den med et objektiv der har OSS i sig (Som eksempelvis kit objektivet) så står objektivet for Pitch og Yaw imens huset står for X, Y og Roll. Kombineret gode ISO egenskabet så er man ganske godt klædt på til de fleste forhold.
Ovenstående billede er taget i næste komplet mørke, kun med scenelyset på. Og jo man kan da sagtens se korn men det kan let renses og i mine øjne et det fint brugbart som det er. Man skal blot være opmærksom på ikke at skulle beskære billedet for meget på computeren for så blir støjen fremhævet en del. Men dette er ikke unikt for dette kamera – det gælder alle digitale kameraer. Og man skal også lige holde øje med at man ikke får skubbet til EV+/- knappen, da man så let kan få undereksponeret billedet hvilken gør det svært at recover.
Den elektroniske søger fungerer rigtigt godt fornuftig opløsning og opdaterings frekvens. Det er ikke sådan at man føler den er langt bagefter virkeligheden. I et burst kommer der 1 blackout og så vises første billede indtil man slipper lukker knappen igen, så tager man 5 billeder så er det kun første man ser. Skærmen bagpå er ganske fin, og virker lige så godt som søgeren med mindre der er direkte sollys så er den svær at som alle andre skærme er. Skærmen kan vippes op og ned så man kan skyde over hovedet eller lavt og så se på skærmen hvad man laver.
Kameraet kan tilpasses helt vildt, hvilket er fedt. Men der er ting som man skal på udkik i de dybe menuer for at finde. FN knappen den giver adgang til en slags favorit menu, hvor de mest brugte menu punkter kan gemmes for hurtigere adgang. Ergonomien er ikke på højde med hvad jeg var vant til fra Nikon, men vægten er til gengæld meget nemmere at håndtere, og jeg er sikker på at monterer man et batterigreb så vil det ligge bedre i hænderne. Sammenlignet med Sony A9 så er grebet knap så dybt og det gør at A9’eren ligger lidt bedre i hånden, især med tungere objektiver.
